Ung mand ville dræbe kvindelig bekendt

En 24-årig mand er blevet idømt seks års fængsel for drabsforsøg. Kvinden blev stukket med kniv og forsøgt kvalt.

Overfaldet skete i landsbyen Arrild ved Toftlund den 29. maj sidste år.

Her blev en 27-årig kvinde skåret i halsen med en kniv flere gange og forsøgt kvalt.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 24-årig mand, der er bosiddende i Tønder Kommune, blev ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg idømt seks års fængsel for forsøg på manddrab. 

Manden har under sagen erkendt sig skyldig i grov vold, men har nægtet, at der var tale om forsøg på drab.

Den 24-årige blev anholdt få timer efter overfaldet og har været varetægtsfængslet lige siden. Han er fortsat varetægtsfængslet frem til afsoningen begynder.

Manden har udbedt sig betænkningstid med hensyn til anke af strafudmålingen.