Varme Kevin Møller fra Løgumkloster gjorde forskellen mod Island

Kevin Møller stod en brandkamp, da Danmark vandt 28-24 mod Island ved EM i håndbold.

Niklas Landin havde ikke sin bedste dag i det danske mål mod Island torsdag aften, men så kom Kevin Møller bare ind og spillede en brandkamp i stedet.

Målmanden fra Løgumkloster, der til daglig spiller i Flensborg, blev skiftet ind efter 18 minutter og reddede mere end halvdelen af de islandske forsøg i sejren på 28-24.

- Hver eneste gang, vi får to point, er jeg utroligt glad. Jeg er bare glad for at kunne komme ind og bidrage, når der er brug for det. At bevise mit værd, siger Møller.

Svære islændinge

Allerede mandag fik han godt med spilletid i den sidste kamp i det indledende gruppespil mod Nordmakedonien.

Den hjalp ham med at banke rusten af, forklarer han. Men modsat det opgør vidste han ikke rigtig, hvem han kom til at stå over for, for Island havde været ramt af seks coronatilfælde op til mødet med Danmark.

Opgaven var dog ikke blevet betydeligt anderledes af den grund, mener målmanden.

- Man vidste godt, at selv om de havde modvind inden kampen, spiller Island med hjertet uden på tøjet. Det er altid en giftig en modstander, uanset hvem de mangler.

- Man skal heller ikke tage noget fra dem. De har gode spillere, selv om de mangler to af deres vigtigste i bagkæden. De har et formidabelt hold, som spiller rundt om i Europa.

- De viste i dag, hvordan de bare rykker tættere sammen i bussen og kæmper med næb og klør for at få de to point, siger Møller.

Ros fra Landin

Noget usædvanligt tilbragte Niklas Landin det meste af kampen på bænken, og han har kun ros til overs for sin målmandskollega.

- Det var fantastisk. Han kom ind og greb chancen med det samme og spillede en brandkamp. Det er derfor, han er med, forklarer THW Kiel-stjernen.