35 dræbt i jernbane-overskæringer på ti år

I de seneste ti år er omkring 35 mennesker blevet dræbt i jernbaneoverskæringer.

I aftes var det tæt på for et hollandsk par, da dets bil blev ramt af et tog i en ubevogtet jernbaneoverskæring på Galgevang i Brøns i Sønderjylland. Overskæringen har en bom, som trafikanterne selv skal åbne og lukke. Den stod åben, da hollænderne forsøgte at køre over skinnerne.

Jernbanenettet i Danmark har 1.536 overkørsler, hvoraf knap halvdelen ikke er sikret med automatiske bomme og blink.

De fleste bliver dræbt i sikrede overkørsler. Kun syv er i løbet af ti år dræbt i usikrede overkørsler.

Alle sikret i 2018

Banedanmark har 36 millioner kroner om året til at sikre jernbaneoverskæringer.

- Alle usikrede overkørsler på Banedanmarks net vil i al væsentlighed være nedlagt eller sikret i 2018, oplyser transportminister Hans Chr. Schmidt (V) i et svar til Folketingets trafikudvalg.

Det er som regel lokale jernbanestrækninger, der har overkørsler.
 
Vestbanen mellem Varde og Nørre Nebel er den dårligst sikrede i hele landet med 59 jernbaneoverskæringer på blot 38 kilometer.

Transportministeriet har beregnet, at risikoen for at blive dræbt i en jernbaneoverkørsel er på 0.002 procent pr. overkørsel om året. Sandsynligheden for at blive dræbt i en given overkørsel er på én pr. 500 år.