69-årig kvinde sigtet for brandstiftelse

En 69-årig kvinde fra Højer er i grundlovsforhør sigtet for at sætte ild til sit eget hjem.

Politiet mistænker en 69-årig kvinde for at stå bag en større brand, der ødelagde hendes eget hjem.

Tirsdag kl. 12.00 bliver kvinden fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kvinden bor i det stråtækte hus på Klostergade 5 i Højer, der mandag formiddag nedbrændte, og hvor brandfolkene måtte koncentrere sig om at redde naboejendommene.

Huset blev stærkt brandskadet. Hele tagkonstruktionen udbrændte, og desuden blev et nabohus delvist brandskadet.

Den 69-årige kvinde blev reddet ud af brandværnet og bragt til sygehuset til undersøgelse for røgforgiftning.