Asylansøgere skal bo på campingplads

Flere pladser i Tønder Kommune på vej. Campingplads på Rømø skal fungere som en akutløsning frem til campingsæsonens begyndelse.

Presset på modtagecentret i Haderslev er stort. Det beskrives som værende "presset til bristepunktet" af kilde overfor TV SYD.

Det betyder, at Udlændingestyrelsen nu kigger sig om efter nye muligheder for at oprette asylcentre. Ud over det, der nu bliver etableret i Hviding med 300 asylansøgere med Tønder kommune som driftsoperatør.

Konkret arbejder Udlændingestyrelsen med planer om midlertidig indkvartering af asylansøgere på Rømø og evt. i den tidligere friskole i Brøns. Dertil kommer planer om oprettelse af flere varige pladser til asylansøgere i Toftlund og Nr. Løgum. Desuden overvejer styrelsen at oprette et permanent undervisningssted i Brøns.

Den midlertidige indkvartering på Rømø etableres som en akutløsning på Rømø Familie Camping. Frem til campingsæsonen i april 2016 vil der løbende være plads til 80 beboere i campinghytterne. Det er meningen, at asylansøgere her kun skal have kortvarigt ophold, og Udlændingestyrelsen forventer, at de første asylansøgere kan rykke ind allerede i dag, fredag, og i løbet af weekenden.

En evt. brug af den tidligere Brøns-Rejsby Friskole til indkvartering vil være kortvarig, indtil det nye asylcenter i Hviding er klar. Herefter overvejer Udlændingestyrelsen i givet fald at anvende ejendommen til undervisningssted.

I Toftlund ønsker Udlændingestyrelsen at leje det tidligere misbrugscenter af Region Syddanmark til indkvartering af ca. 100 asylansøgere. Afdelingen bliver en del af det eksisterende asylcenter i det tidligere kollegium i Toftlund, og med udvidelsen vil den samlede kapacitet i Toftlund komme op på 200 pladser – omtrent det samme som i det tidligere plejecenter Aaløkke i Løgumkloster.

Endelig ønsker Udlændingestyrelsen at anvende den tidligere centralskole i Nr. Løgum til varig indkvartering af omkring 150 asylansøgere. Ejendommen har tidligere været brugt til kursus- og undervisningscenter for asylansøgerne.

AsylSyd skal stå for den daglige drift af de nye pladser. Fagchef Lars Møldrup fra Tønder Kommune understreger, at de nye opgaver vil give 50-60 arbejdspladser i Tønder kommunen.

Tønder Kommune driver i forvejen asylcentrene i Løgumkloster, Toftlund, Bolderslev og Uge for Udlændingestyrelsen.