Børnecenter Toftlund lukker

Udlændingestyrelsen lukker det ene af to børnecentre i Syd- og Sønderjylland.

Udlændingestyrelsen lukker Børnecenter Toftlund. Det sker, fordi antallet af uledsagede mindreårige asylansøgere er faldet væsentligt i de seneste måneder. Tønder Kommune ser det som en konsekvens af, at de har en andel af centrene i kommunen. 

- Det er selvfølgelig rigtig træls for medarbejderne, at deres arbejdsplads bliver overflødig. Set i det perspektiv, er det rigtig træls, men vi er nødt til at tilpasse det i forhold til vores aftale med Udlændingestyrelsen, siger Lars Møldrup, Fagchef, Asyl Syd, Tønder Kommune til TV SYD. 

Udlændingestyrelsen lukker i alt to børnecentre. Det ene er altså Børnecenter Toftlund i Tønder Kommune.

Beboerne i Tønder kan ifølge kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen forvente at blive flyttet til et andet børnecenter inden for de kommende uger.

- Efter lukningen af de to børnecentre vil der fortsat være en vis luft i systemet til at håndtere eventuelle udsving i indkvarteringsbehovet, siger Thomas Mortensen. 

Børnecenter Toftlund er det ene af to børnecentre i Syd-og Sønderjylland. Det andet er Børnecenter Tønder, der også ligger i Tønder Kommune. Det får lov til at blive.