Brandfolk på overarbejde

Brandfolkene i Tønder-området kom på ekstra arbejde, da der ved 20-tiden mandag aften udbrød brand i en kornsilo på et korntørreri i Toftlund.

Branden var opstået i toppen af en 25-30 meter høj silo.

Brandfolkene fra Tønder Brandvæsen pumpede skum ned i siloen fra toppen, mens et transportbånd skulle tømme siloen fra bunden, men transportbåndet brød sammen.

Det gjorde det vanskeligt at slukke branden, så Tønder Brandvæsen måtte bede om assistance fra de frivillige brandværn i Agerskov og Løgumkloster.

Branden blev slukket ved 01-tiden natten til tirsdag efter flere timers arbejde.

Siloen rummede 50 ton korn. Mellem 10 og 12 ton blev flammernes bytte.

Årsagen til branden er ukendt.