Byrådsmedlem tiltalt for vold

Byrådsmedlem Kinna Martinez-Dreesen, Tønder Kommune, er tiltalt for vold og trusler mod tjenestemand i funktion.

Ifølge anklageskriftet fra politiadvokat Steen Bøjlund, Syd- og Sønderjyllands Politi, har hun slået med flad hånd eller skubbet en socialrådgiver hård på skulderen på rådhuset i Skærbæk 29. august. Hun truede også socialrådgiveren ved at råbe:

- Skal du have en på hoved?

Kinna Martinez-Dreesen kom i konflikt med socialrådgiveren, da hendes søn opsøgte socialforvaltningen. Han ønskede at komme væk fra hjemmet i Brøns, fordi han blev slået. Kommunen valgte at skaffe et andet opholdssted til sønnen.

Risiko for fængselsstraf

Strafferammen for vold og trusler mod tjenestemand i fuktion går fra bøde til otte års fængsel. Hvis hun bliver dømt, kan hun blive erklæret uværdig til at være medlem af byrådet.

Sagen ventes at komme for retten inden for 30 dage.

Kinna Martinez-Dreesen blev valgt til kommunalbestyrelsen i Tønder med 167 personlige stemmer. Hun gik senere over til Liberal Alliance, og i dag står hun uden for partierne. Hun er medlem af socialudvalget.

I byrådet har hun gjort sig bemærket ved at beskylde kommunalt ansatte for at begå vennetjenester i forbindelse med anlægsarbejder.

Kinna Martinez-Dreesen var ikke i stand til at dokumentere påstanden.
 
Kinna Martinez-Dreesen ønsker ikke at kommentere tiltalen.