ECCO fik rekordoverskud på 900 millioner

Skokoncernen ECCO i Bredebro kom ud af 2011 med et rekordoverskud før skat på 900 millioner kroner. Det er ECCOs bedste resultat nogensinde.

ECCO har haft fremgang på alle markeder, og omsætningen er steget med en milliard fra 6,1 milliarder i 2010 til 7,1 milliarder i 2011.
Samtidig med årsregnskabet annoncerer skogiganten, at de vil bygge nyt i Tønder.

Det gælder Ecco Centret, der skal udvides med 50 hotelværelser samt møde- og konferencelokaler fordelt på 4000 kvadratmeter, det skriver JydskeVestkysten i dag. Ifølge direktør Dieter Kasprzak investerer Ecco et markant tocifret million-beløb i udvidelsen, der skal stå klar til februar næste år.

Finansdirektør i ECCO, Anne Mette Nøhr, siger til Dagbladet Børsen, at koncernen om et par måneder skruer op for produktionen i Kina.