Ecco overgår sig selv og får rekordresultat

Det går godt for Ecco. Koncernens overskud er steget med over 25 procent, og markederne vokser.

Der er mange, der er på god fod med Ecco. Faktisk så mange, at den danske skokoncern sidste år fik sit bedste resultat.

Overskuddet før skat steg med over en fjerdedel til 1,1 milliarder kroner sidste år i forhold til året før. Og Eccos topchef Dieter Kasprzak er da også en tilfreds mand:

- 2012 blev et særdeles godt år for Ecco.

- Det skyldes først og fremmest, at vores medarbejdere verden over ydede en exceptionel indsats samtidig med, at vi havde betydelig succes på markedet med en række af vores produkter, siger Dieter Kasprzak i årsrapporten for 2012.

Og omsætningen nåede da også rekordhøjder. Sidste år endte den på over otte milliarder kroner, og det er en stigning på små 14 procent i forhold til 2011.

Stærk fremgang på de asiatiske og nordamerikanske markeder og forbedrede resultater på de europæiske markeder bidrog til et særdeles tilfredsstillende 2012-resultat for koncernen.

Det asiatiske marked står nu for 24 procent af Eccos omsætning mod 20 procent i 2011, Nordamerika steg til 19 procent i 2012 mod 18 procent året før, mens omsætningen til Europa, Mellemøsten og Afrika faldt en smule og nu udgør 57 procent.

Det er på alle hylder, at Eccos varer blevet revet ned. Koncernens golfsko er i dag det fjerdestørste golfskomærke i verden. Og både herresko og sko til fruerne gik også godt.

Det er måske Eccos kræsen for læder, der er ensbetydende med koncernens succes. I hvert fald steg salget af læder med 29 procent, og det er blandt andet kunder som Gucci og Louis Vuitton, der køber danskernes skind.

- I 2013 vil vi fortsat opleve en høj grad af usikkerhed på markederne, og en række lande vil sandsynligvis have det svært. Det kan få negative konsekvenser for forbrugertilliden og efterspørgslen, siger Ecco-direktør Michael Hauge Sørensen.

Efter flere år med høj vækst forventer Ecco i år "en mere moderat vækst", lyder det fra Michael Hauge Sørensen.