Eksperter advarer: Vaskebjørnen banker på i Tønder

Vaskebjørnen bærer på en for mennesker farlig parasit. Den er på vej mod Danmark efter tysk vækst, og første stop er Sønderjylland.

Først raserede mink og mårhund den danske natur. Nu står vaskebjørnen, som oprindeligt stammer fra Nordamerika, på spring som næste uønskede og invasive rovdyr i naturen.
Den kan samtidig blive endnu værre og farligere - også for mennesker.

Bestanden af vaskebjørn er de seneste år eksploderet i Tyskland. Derfor er det ifølge fagfolk kun et spørgsmål om tid, før den for alvor bliver en trussel også i Danmark.

- Vaskebjørnen er en fantastisk klatrer og dermed til fare for fugle og æg både på jorden og i træerne. Men når den udgør en helt særlig trussel, så er det, fordi den bærer på en farlig parasit, som kan smitte til mennesker, siger specialkonsulent Mariann Criel fra Miljøstyrelsen.

Fortroppen er i Sønderjylland

Parasittens æg kan via dyrets afføring vandre rundt i menneskers krop og op i hjernen og give hjerneskader, som kan være dødelige.

quote

Vi finder også hvert år nogle trafikdræbte i Sønderjylland, som er krydset over grænsen, og som er fortroppen for de næste.

Mariann Criel, specialkonsulent i Miljøstyrelsen

Det er en af grundene til, at en ny forvaltningsplan, som netop er i høring, for de vidt udbredte mink og mårhund også omfatter vaskebjørnen - også selv om dens tilstedeværelse i dansk natur i øjeblikket er sporadisk.

- Vi ser lige nu årligt et sted på op mod 20 skudte eller tilfangetagne vaskebjørne herhjemme spredt ud over landet. Det er et tegn på, at de fleste kommer fra ulovlig hold af vaskebjørne, der så siden er sat ud i naturen, siger hun.

- Men vi finder også hvert år nogle trafikdræbte i Sønderjylland, som er krydset over grænsen, og som er fortroppen for de næste. I Tyskland har vaskebjørnens vækst været eksplosiv, så der årligt skydes 100.000 af dem, siger hun.

Større problem end mårhunden 

I Danmarks Jægerforbund forudser formand Claus Lind Christensen, at vaskebjørnen kan blive et endnu større problem end den allerede udbredte mårhund, hvis den ikke stoppes i tide.

 - Vi forventer, at vaskebjørnen kommer her for alvor snart, og vi skal forberede os på at slå hårdt ned på den fra starten med alle midler. Det omfatter fælder, nedskydning og brug af kikkertnatsigte, som ikke er lovligt nu, men som betyder, at vi kan skyde dem om natten, siger han.