Fængslet for grov vold

Flere anholdelser er på vej i grov sønderjysk voldssag, oplyser politiet.

En yngre mand er af Retten i Sønderborg blevet fængslet i to uger sigtet for grov vold, efter at han i sidste uge trængte ind i en lejlighed hos en jævnaldrende mand i Bredebro nord for Tønder.

Den fængslede kommer fra lokalområdet. Men derudover er det sparsomt med oplysninger om voldsepisoden, da grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.

Det skyldes, at der var flere medgerningsmænd. Politiet venter derfor at anholde flere i sagen, oplyser vicepolitikommissær Per Nielsen, lokalpolitiet i Tønder.