Flittige tyve taget på Rømø

To er fængslet og sigtet for ikke færre end 79 indbrud i sommerhuse på Rømø. Tyvekosterne blev i stort omfang afsat på internettet.

Hen over sidste vinter var Rømø i en periode plaget af mange indbrud i sommerhuse.

Tønder Lokalpoliti har foretaget en langvarig efterforskning af de mange indbrud, der fandt sted, mens der kun opholdt sig få mennesker i sommerhusområderne på Rømø. Denne efterforskning resulterede i, at politiet den 27. september kunne foretage flere anholdelser.

- Ofte er der gået lang tid fra indbruddet er sket og til, at ejeren har opdaget det. Det gør efterforskningen vanskelig. Vi fandt dog flere mønstre, der ledte os på sporet af to lokale mænd på henholdsvis 38 og 32 år. Mange af de stjålne ting er afsat ved nethandel på hjemmesider som Den Blå Avis, Gul og Gratis o.l., og det førte os til sidst til de to anholdte, fortæller politikommissær Lasse B. Rasmussen, Tønder Lokalpoliti, til TV SYD.

De to mænd har siddet varetægtsfængslet siden september. De er sigtet for at have begået i alt 79 indbrud på øen samt fire indbrud i Arrild Ferieby. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.