Forelskede dådyr på afveje

Politiet advarer mod forelskede dådyr på Ribe Landevej ved Abild.

En gruppe vilde, lystige dåhjorte har fået øje på nogle skønne dåer, men et hegn holder dem adskilt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Bilister, som kører på strækningen, skal være opmærksomme på, at der er risiko for, at de forelskede hanner står på kørebanen ved Ribe Landevej i Abild i ren frustration over, at de ikke kan komme ind til de udkårne hunner. 

quote

Deres adfærd passer ikke sammen med biologien, og jeg har aldrig hørt om det før. 

Jens Hangaard Nielsen, formand for Hjortevildtgruppen, Sønderjylland

Jens Hangaard Nielsen, der er formand for Hjortevildtgruppen i Sønderjylland, undrer sig over de lystige hanners opførsel. Februar måned er nemlig uden for dådyrs parringssæson, fortæller han til TV SYD. 

- Deres adfærd passer ikke sammen med biologien, og jeg har aldrig hørt om det før, siger han. 

Hjorteeksperten har aldrig set et lignende eksempel før, og han forklarer, at han-dådyr normalt ikke opsøger hunner på den måde, som de nu tilsyneladende gør i Abild. Hannerne gør sig normalt lidt til for at charmere hunnerne, og så plejer hunnerne at komme. 

- Dådyr kan normalt godt opføre sig ordentligt, og det her er uden for alle normer, understreger Jens Hangaard Nielsen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.