Fra hvid til blå - nu er sygeplejerskeuniformen ikke længere gennemsigtig

Ansatte på Tønder Sygehus har fået ny uniform.

Sygeplejerskerne på Tønder Sygehus er blå. Det er ikke fordi, de har meldt sig ind i et parti, men simpelthen fordi de netop har fået nye uniformer.

Det er noget, der glæder Trine Nyhuus, der er sygeplejerske på diabetesambulatoriet på Tønder Sygehus.

- Det har jeg glædet mig til i de 11 år, hvor jeg har været uddannet og i hvid uniform. I 11 år har jeg bandet over, at uniformerne er lidt gennemsigtige og slidte. Nogle af uniformerne har kuglepenspletter eller lidt huller fra sakse, siger Trine Nyhuus.

De hvide uniformer havde det problem, at de hurtigt blev gennemsigtige, fortæller Trine Nyhuus.
De hvide uniformer havde det problem, at de hurtigt blev gennemsigtige, fortæller Trine Nyhuus.
Foto: Kristian Grinderslev Nielsen / TV2

I gennemsigtig uniform var røde trusser no go

Personalet på sygehuset har været inde over, da det skulle besluttes, hvordan de nye uniformer skulle se ud. Efter en lang udvælgelsesproces fandt man frem til de blå uniformer. Trine Nyhuus fortæller, at de hvide uniformer bliver mere gennemsigtige efter flere vaske. Efter nogen tid må man være strategisk, når man skal vælge, hvad man ville have på indenunder.

- Det er bare ikke altid superfedt, at folk kan se, hvad man har indenunder. Røde trusser er no go. Det er der ingen, der har på, siger Trine Nyhuus.

Ny uniform er flot og praktisk

Dommen over den nye blå er positiv. Trine Nyhuus er i hvert fald tilfreds.

- Den ser rigtig fin ud. Det føles rart, og den har en rigtig god kvalitet. Jeg synes, det er superpraktisk, at der er flere lommer, når vi har telefoner og kuglepenne, fortæller Trine Nyhuus.

At være sygeplejerske sidder ikke i tøjet

Slår man ordet ’sygeplejerske’ op i Google Billeder, er det dog de hvide uniformer, der springer frem. Mange vil nok også forbinde professionen med den hvide dragt. Trine Nyhuus var dog ikke bekymret for, at man ville se anderledes på hende i det nye tøj.

- Vores profession ligger i vores handlinger og ikke i vores tøj. Der går ikke lang tid, før patienterne vænner sig til, at vi er blå, siger Trine Nyhuus.

Udover uniformen skifter Tønder Sygehus også patienttøjet, sengelinned og dyner. Den første oktober får patienterne i Sønderborg også nyt tøj, mens Aabenraa skifter tøjet den anden oktober.