God start til Tønder

TM Tønders nyoprykkede håndboldherrer i første division fik en god start på sæsonen, da de søndag eftermiddag på hjemmebane spillede 25-25 med Vesthimmerland.

Efter en nervøs start fik Tønder styr på spillet og førte 14-10 ved pausen. I 2. halvleg kom Vesthimmerland dog stærkt tilbage i kampen og bragte sig foran 21-19.

I en hektisk afslutning førte Tønder 25-24 halvandet minut før tid, inden det lykkedes Vesthimmerland at udligne til slutresultatet 25-25, som efter kampens forløb var en rimelig deling af de to points.