Guldtyv fra Tønder anholdt

Syd- og Sønderjyllands Politi har tirsdag anholdt en 26-årig mand i Gråsten, der har tilstået, at han stjal flere poser med guldkæder i en guldsmedeforretning i Tønder 27. februar.

Station 2 Efterlyst bragte mandag aften videooptagelser af tyven. Det fik flere af hinanden uafhængige kilder til at kontakte politiet og fortælle, at de mente at vide, hvem han var.

Tirsdag formiddag har politiet så anholdt manden på hans bopæl i Gråsten. Manden har erkendt, at det var ham, der begik tyveriet. Han bliver nu afhørt og hans bopæl ransaget.

Også gode spor i anden sag

I samme TV-program bragte Station 2 Efterlyst også videooptagelser af en indbrudstyv fra Brugsen i Gørding samt en kvinde, der indløste skrabelodder, der blev stjålet ved indbruddet.

Også her har politiet fået adskillige lovende henvendelser, der nu bliver arbejdet videre med.