Hæv euro i pengeautomaterne

Gode danske kroner får selskab af euro i pengeautomaterne hos seks danske pengeinstitutter, bl.a. Sydbank og Tønder Bank. Specielt i grænseregionen venter bankerne sig meget af det nye service-tilbud.

Tønder Bank var først ude mandag morgen - og jeg har tjekket, at de virker, siger salgs- og udviklingschef Tom Lauritzen fra Tønder Bank til TV SYD.

93 filialer

Men også Sydbank, der er det eneste landsdækkende pengeinstitut, som tilbyder euro i pengeautomaterne, er klar. Sydbank har kørt forsøg i en måned - bl.a. i to automater i Sønderjylland - og omstiller deres pengeautomater i løbet af de næste tre dage. Det sker i 93 filialer over hele landet.

Efterspurgt

- Vi ved fra tidligere kundeundersøgelser, at den nye mulighed er efterspurgt af vore kunder, siger Tom Lauritzen fra Tønder Bank. Den er med til at lette sønderjydernes hverdag og løse et problem. Når turen går syd over grænsen, kan man nu uafhængigt af Tønder Banks normale åbningstid købe euro, så turen kan gennemføres som planlagt. Det er der mange, der bliver glade for.

Ikke stå i kø

- Som pengeinstitut i grænselandet er det en mulighed, vi længe har ventet på, forsætter Tom Lauritzen. Forbruget af euro i grænseområdet er naturligvis væsentlig større end i resten af landet. De fleste sønderjyder færdes hjemmevant på begge sider af grænsen, og har derfor næsten altid euro på lommen såvel som danske kroner.

Det nye tilbud betyder, at kunder ikke behøver at bestille euro i forvejen. Og man skal ikke så i kø ved kassen. Endelig er der ikke noget veksel-gebyr...