Har Tønder igen svigtet et barn?

TV2 viser i aften dokumentarprogrammet Hvem gør min datter fortræd?, der fortæller historien om en mor og en datter, der trods 14 underretninger om mistrivsel og mistanke om seksuelle overgreb, ikke får hjælp fra Tønder Kommune.

Hovedpersonen er en 14 årig pige, der bor alene sammen med sin mor som psykologer, ifølge programmet, beskriver som psykisk syg. Gennem en periode på mere end 2 år gør både familiens praktiserende læge, sundhedsplejerske og skole kommunen opmærksom på, at der er problemer i familien.

Underretningerne beskriver en alvorlig mistrivsel hos den 14 årige pige, og samtidig så fortæller både mor og datter, at pigens stedfar og to brødre har begået seksuelle overgreb mod datteren.

Men i følge dokumentarprogrammet så skal der gå mere end 2 år, hvor Tønder Kommune modtager i alt 14 underretninger, før kommunen reagerer.

I programmet bliver der rejst alvorlig kritik af sagsbehandlingen i Tønder Kommune, for selvom politiets efterforskning ikke har bevist, at der har været et seksuelt misbrug af pigen, så mener flere eksperter, at kommunens håndtering er meget kritisabel.

- Når jeg ser sagen, ser jeg en datter, der er ladt i stikken af det offentlige. Jeg har set lignende tilfælde, men netop her, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb, er det sjælden jeg ser, at man bare lader den ligge og løbe ud i sandet, siger Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet i programmet.

Dokumentaren kan ses torsdag aften kl. 20 på TV 2.