Kender du guldtyven fra Tønder?

Politiet gør nu alvor af at offentliggøre billeder af den tyv, som stjal flere dyre guldkæder hos en guldsmed i Tønder.

For nogle dage siden truede Syd- og Sønderjyllands Politi med at offentliggøre de gode og vellignende overvågningsfotos, som var optaget i forbindelse med tyveriet onsdag den 27. februar, hvis han ikke meldte sig selv.

Det har han ikke gjort. Derfor udsendes to fotos fra gågaden.

Manden beskrives som dansk, 25-30 år, ca. 170 cm og firkantet af bygning. Han har kort, kommunefarvet hår og havde skægstubbe og virkede usoigneret.

Manden bad om at se på nogle guldkæder i guldsmede-butikken på gågaden i Tønder. Pludselig greb han to poser med kæder og løb ud af forretningen.

Episoden skete fem minutter i klokken to.