Knivstik var dødelige

I dobbeltdrabssagen fra Møgeltønder forklarede retsmedicineren, at de dræbte var døde, da blev skåret i halsen.  

Under dagens retsmøde i straffesagen om drabene på Elke Ibsen Mamsen og hendes søn Hans Nielsen Mamsen i Møgeltønder 18. september 2011 blev en af de retsmedicinere, som har været med til at undersøge de dræbte og de tiltalte, afhørt.
 
De to tiltalte på henholdsvis 33 og 26 år var indtil drabet gode venner, men efter de blev anholdt, har de ikke vekslet et ord.
Og ved Retten i Sønderborg er de nu også dybt uenige om, hvem der førte kniven.

Den 26-årige fortalte fredag, at den 33-årige havde dræbt de to ved at skære dem i halsen.

 - Han (den 33-årige) havde kniven i højre hånd, kvinden (Elke) hulkede, men efter han skar hende i halsen, sagde hun ikke mere. Bagefter skar han også Hans i halsen, sagde den 26-årige.
 
Men den forklaring mener Jørgen Thomsen, der har 39 års erfaring som retsmediciner, ikke holder stik.
- De afdøde var mest sandsynligt ikke i live, da de blev skåret i halsen, sagde Jørgen Thomsen.

I stedet bekræftede retsmedicineren den 33-årige hovedmistænktes forklaring om, at Elke og Hans døde af de stik, som de fik i henholdsvis brystet og ryggen, ligesom han belastede den 26-årige.

- Et af stikkene i ryggen er dødeligt med det samme. Det ene af stikkene i brystet er dødeligt efter nogle sekunder, men hun kan have nået at kradse ham (den 26-årige) på armen, sagde Jørgen Thomsen.
 
Dermed henviste retsmedicineren til de sår på den 26-åriges arm, hvor der var fundet dna fra Elke Mamsen.

Jørgen Thomsen kunne dog ikke med sikkerhed sige, hvem der dræbte mor og søn.

Et endeligt svar på det spørgsmål kan komme tirsdag, når politiets teknikere skal vidne i sagen.

Der ventes dom i sagen 26. august.