Kongelige dage i Tønder og Ribe

Dronningen og Prins Henrik kommer på besøg i den vestlige del af Sønderjylland. I morgen sker der en hel masse i Tønder, hvor regentparret skal høre om snæbel-projektet og besøge virksomheder.

Besøget i Tønder begynder klokken 10 på rådhuset, hvor borgmester Laurids Rudebeck og viceborgmester Peter Christensen tager imod. På rådhuset vil borgmesteren sige et par ord og overrække kommunens officielle gave til gæsterne. Derefter går dronningen og prinsen sammen med borgmester og viceborgmester over til nabobygningen, Museum Sønderjylland.

De skal en tur op i toppen af Vandtårnet og se det hele lidt fra oven, og skovrider Peter Ilsøe står klar til at fortælle om det store snæbel-projekt, som Skov- og Naturstyrelsen har gennemført omkring Vidåen for at forbedre vilkårene for den sjældne laksefisk.

Slutter med folke-fest

Frokosten bliver indtaget på Hotel Tønderhus, hvorefter dronningen besøger en virksomheder og Skærbæk Fritidscenter, mens prins Henrik tager til Højer for at besøge Højer Pølser og derfra til Ecco i Bredebro.

Det kongelige besøg slutter med en folkefest på Torvet i Tønder med musik og underholdning. Her kan alle være med til at runde besøget af på en festlig måde. Handelsstandsforeningen i Tønder sørger for, at hele gågade-området er pyntet.

Ribes fødselsattest

På torsdag skal dronningen og prins Henrik til Ribe i anledning af byens 1300 års jubilæum. Det Gamle Raadhus, Taarnborg og Ribe Katedralskole får besøg af regentparret.

Under besøget vil dronningen afsløre Ribes fødselsattest på Museet Ribes Vikinger, mens Prins Henrik besøger everten "Johanne Dan". Den er lige vendt tilbage fra et værft, hvor den har fået en tiltrængt overhaling. Foreningen bag "Johanne Dan" har de seneste dage været optaget af at rejse masten og få rigningen på plads.   

Regentparret mødes igen tilbage i vikingetiden, når turen går til Ribe VikingCenter. Dagen slutter med en festgudstjeneste i Ribe Domkirke.