Landsbypedel tiltrådt

Den første landsbypedel i Tønder Kommune er til trådt i et seniorjob. Det er Johannes Munksgaard fra Højer.

Han blev torsdag budt velkommen af borgmester Laurids Rudebeck (V).

Johannes Munksgaard skal tage sig af Agerskov-, Arrild-, Toftlund-, Branderup- og Bedsted-områderne.

Landsbypedelordningen skal udbredes til alle lokalområder i kommunen.

Pedellerne skal tage sig af opgaver som rengøring, vedligehold, maling, græsslåning, hjemmesideadministration, enkeltstående sociale arrangementer og i det hele taget medvirke til velfungerende lokalsamfund.

Frivillige frigøres

Deres indsats skal frigøre frivillige kræfter i lokalsamfundene til udviklingsopgaver samt nye eller flere aktiviteter og arrangementer, der skal styrke det lokale fællesskab.

Kommunen opfylder samtidig forpligtelsen til at oprette seniorjob til modne lønmodtagere, der er ved at ryge ud af dagpengesystemet.

Varde Kommune har i det seneste halve år forsøgt sig med landsbypedeller i I Næsbjerg og Nordenskov.

Formanden for borgerforeningen i Næsbjerg, Finn Ladegaard, fortæller, at pedellen er synlig i bybilledet.

- Det gavner hele byen, at der nu bliver udført arbejde, som ellers ikke blev lavet, noterer han.

Se mere i TV SYDs 19.30-udsendelse.