Malaysisk oliegigant vil lagre gas for milliarder under Tønder

Star Energy, der ejes af det malaysiske olieselskab Petronas, vil investere en milliard kroner i et nyt gaslager i undergrunden under Tønder by. Projektet vil give Danmark ekstra gas til 30 kolde vinterdage. Det skriver Ingeniøren.

Tønder siger nej

Projektet møder stor modstand fra Tønder Kommune, som ikke er interesseret i at fylde undergrunden under byens borgere op med gas.

Boreeksperten Sigurd Solem, der samarbejder med Petronas, har tidligere været i kontakt med repræsentanter for den borgergruppe, som i 1990'erne kæmpede mod lignende planer om et gaslager. Dengang var planen, at overfladeanlægget skulle ligge i et industrikvarter.

Gaslageret skal ligge under byen

Lageret skal ligge under Tønder, fordi undergrunden er i stand til holde på gassen uden risiko for, at den siver op. Det siger boreeksperten Sigurd Solem, som samarbejder med Petronas.

Gassen skal gemmes i sprækkerne i to lag porøs sandsten, som dækker et areal på cirka ti kvadratkilometer under Tønder. Det øverste lag findes i cirka 1.650 meters dybde. Det nederste lag ligger omkring 100 meter dybere.

Placering endnu ikke fastlagt

Overfladeanlægget flyttes ifølge planerne ud af byen, så der ikke er bebyggelse i nærheden. Den endelig placering er ikke fastlagt, men det bliver nordvest for byen.

Den nye placering betyder, at Star Energy skal bore skråt ind under Tønder for at komme til de rette sandstenslag. Det forøger boringer med mellem 1.000 og 1.500 meter.

- Det vil koste mere, men det er kun småting i så stort et projekt, siger Sigurd Solem til Ingeniøren.

Forsikring: Lageret er tæt

Gassen bliver holdt inde, fordi der over sandstenslaget af først er et lerstenslag med en tykkelse på cirka 30 meter. Det er i sig selv tæt. Oven over ligger et saltlag på 45 meter, som ifølge VVM-redegørelsen sikrer fuldstændig mod gassivning på grund af sine plastiske egenskaber.
Sandstenen i det dybe lag er fyldt med vand. De to lag er adskilt af lersten, som også er helt gastæt.

Kraftvarmeværker er kunder

Nogle af de oplagte kunder er kraftvarmeværkerne, som kan købe gassen, når den er billig, typisk om sommeren, og brænde den af om vinteren, når danskerne skruer op for radiatorerne.

Vil ikke selv eje gassen

Star Energys malaysiske ejere har ingen intentioner om selv at eje gassen i lageret. I stedet skal kapaciteten udlejes til at huse kundernes gas. Med samme forretningsmodel driver selskabet en række lagre i Storbritannien og Irland.

Lager klar om 4-5 år

Endnu har Energistyrelsen ikke svaret på ansøgningen om at etablere gaslageret. Det skal behandles sammen med ansøgninger om at udvide lagrene i Ll. Thorup og Stenlille. Sigurd Solem håber på svar i år.
Ifølge Sigurd Solem kan et nyt gaslager under Tønder tidligst tages i brug om fire til fem år, hvis alle godkendelser går igennem.