Mand overfaldet ved hjemmerøveri: Røvere stjal medicin

Syd- og Sønderjyllands Politi har afspærret en vej i Frifelt ved Skærbæk på grund af et hjemmerøveri, hvor en mand blev overfaldet.

Mindst to gerningsmænd trængte tidligt mandag morgen ind i et hus i Frifelt ved Skærbæk i Tønder Kommune, hvor de truede med en machete samt en rørtang.

- Den mandlige beboer i huset bliver her overfaldet med slag. Han er ikke alvorligt tilskadekommen, men vi har en ambulance på adressen, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

De to hjemmerøvere slap fra huset i Frifelt med medicin, og ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er hjemmerøverne formentlig kørt fra huset i en bil.

- Vi er ved at undersøge sagen nærmere – blandt andet hvordan de er kommet fra stedet. Vi har afspærret området for at sikre spor, og sporhundene er blevet tilkaldt, fortæller Erik Lindholdt til TV SYD.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at det var to mænd, der trængte ind i huset, og de havde mørke joggingbukser, mørke hættetrøjer og kasketter på. Hætterne var ved begge trukket over kasketterne.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 04:45.  

OPDATERET: Algade var tidligere afspærret pga. politiets efterforskning udenfor huset, mend den er nu ophævet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.