Mathilde vælger hjemmefødsel: Det er mere risikabelt for mig at føde på sygehus

Mathilde Ziefeldt vil hellere føde i sit eget hjem end at transportere sig til det nærmeste sygehus 40 kilometer væk. Det er mere risikabelt, mener hun.

Fredag fortalte TV SYD historien om gravide Berit Pedersen, der bor i Esbjerg. Når hun går i fødsel om få dage, kører hun til Kolding Sygehus i stedet for det nærmeste Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Hun vil hellere køre lidt længere for at føde på det sygehus, hun ønsker.

Den historie har vækket debat på TV SYDs Facebookside, og én af dem, der har reageret, er Mathilde Ziefeldt fra Tønder.

Hun føder hellere hjemme end at køre 40 kilometer for at komme til nærmeste sygehus.

Her er historien om 31-årige Mathilde, og hvordan en hjemmefødsel blev til ved et tilfælde - og endte med at blive et bevidst valg.

quote

Den mindste sten på vejen kunne mærkes op igennem kroppen, og det mindste sving føltes forfærdeligt.

Mathilde Ziefeldt, sosu-assistent, Tønder

Den 21. januar 2009 kom veerne snigende. Èn efter en. De tog til, og da den rette tid kom ringede Mathilde og hendes mand efter en taxa, der kunne køre dem til Regionshospitalet i Horsens, der kun lå fem minutter væk fra deres hjem.

- Tiden i taxaen føltes som hundrede år. Den mindste sten på vejen kunne mærkes op igennem kroppen, og det mindste sving føltes forfærdeligt. Jeg var ved at skrige taxachaufføren ud af taxaen.

Sådan husker Mathilde turen til sygehuset, da hendes første barn skulle til verden. Det kom det efter en 12 timers fødsel.

En hjemmefødsel ved et tilfælde

Fra Mathilde fik sit første barn, til hun skulle føde sit andet, flyttede hun og hendes familie syd på fra Horsens til Tønder.

Med et liv i Tønder, var der ikke længere kun fem minutter til den nærmeste fødeafdeling, men derimod over 60 kilometer til fødeafdelingen i Sønderborg.

Mathilde Ziefeldt står med sit andet barn i armene. Efter den uplanlagte hjemmefødsel blev hun kørt til sygehuset i Sønderborg. 
Mathilde Ziefeldt står med sit andet barn i armene. Efter den uplanlagte hjemmefødsel blev hun kørt til sygehuset i Sønderborg. 
Foto: Privatfoto

Det er natten til den 18. maj 2013, og Mathildes veer begynder at tage til. Hun ringer sammen med sin mand til fødeafdelingen i Sønderborg. Her beder de hende vente med at køre til sygehuset, fordi hendes veer stadig er uregelmæssige.

- Jeg ligger i sengen, og veerne bliver bare værre og værre. Efter tre kvarter siger jeg til min mand, at vi skal afsted, og det skal være nu, siger Mathilde.

Hendes mand skynder sig ud efter en kande kaffe og gør sig klar til at køre, men Mathilde når ikke engang at rejse sig fra sengen, før det er for sent.

Presseveerne er gået i gang, og 10 minutter efter har hun født derhjemme.

- Det var en vild oplevelse. Jeg tror slet ikke, at de på fødeafdelingen i Sønderborg havde tænkt over, at jeg altså havde en times kørsel fra mit hjem til sygehuset, da de bad mig vente med at komme, fortæller Mathilde.

En forfærdelig køretur

Fra veerne gik i gang, til Mathilde havde født sit andet barn, gik der fem-seks timer. Efter hun havde født, kom ambulancen, og hun blev kørt til sygehuset i Sønderborg og udskrevet sammen dag inden middag.

Nu skulle de hjem til Tønder igen. En tur, der varer en lille time.

- Det var næsten lige så forfærdeligt som at køre med veer til sygehuset, første gang jeg skulle føde. Jeg sad der med en stor ble i en lille bil, og hvert et sving føltes igen så ubehageligt, fortæller Mathilde og understreger:

- Den der intime stemning mellem mit barn, faren og jeg blev afbrudt af den biltur, der var så lang.

En hjemmefødsel er det mest trygge for Mathilde

Efter en hjemmefødsel ved et tilfælde og en forfærdelig biltur – som Mathilde beskriver det - var hun ikke i tvivl om, at næste gang hun skulle føde, skulle det ikke være på et sygehus. Hun ville føde barnet i sit eget hjem i Tønder.

quote

Jeg føler, at det er mere risikabelt for mig at føde på et sygehus, fordi jeg har så lang en transporttid.

Mathilde Ziefeldt, sosu-assistent, Tønder

- Jeg føler, at det er mere risikabelt for mig at føde på et sygehus, fordi jeg har så lang en transporttid, og der er altså ikke nogen professionelle til stede. Der er kun min mand og jeg på den tur, og jeg risikerer måske at føde i bilen, siger Mathilde. 

Fra hun fik sit andet barn, til hun skulle føde sit tredje, blev fødselsafdelingen flyttet fra Sønderborg til Aabenraa. Så i stedet for over 60 kilometer til et sygehus havde hun nu omkring 40 kilometer. Men det ændrede altså ikke på, at hun ville føde hjemme hos sig selv. 

 
 
Foto: Privatfoto

- Hvis jeg vælger jeg en hjemmefødsel, kommer jordemoderen, når veerne går i gang, og jeg er i trygge omgivelser og hænder, siger Mathilde.

Og det var det, der skete den 8. december 2017. Efter en tre timers fødsel kom hendes tredje barn til verden i hendes hjem - igen. Men denne gang ved eget valg. 

- Jeg kan huske, at jeg efter fødslen lå og tænkte, at jeg skulle nå noget. Men det skulle jeg ikke. Jeg kunne bare ligge dér med mit barn på maven i trygge rammer, gå på ens eget toilet og være i ens egne omgivelser. Det var fantastisk, fortæller hun.

Der er altid en risiko ved en hjemmefødsel

For Mathilde var det den helt rigtige beslutning at føde i eget hjem, tredje gang hun blev mor, men hun vil ikke anbefale det til alle kvinder. 

- Man skal være fuldstændig tryg, dér, hvor man skal føde, og som førstegangsfødende ville jeg heller ikke selv føde hjemme, siger Mathilde, der er bevidst om, at der kan være risiko ved at føde hjemme, men det er ikke noget, hun frygter.

- Der er en jordemoder til stede under hele fødslen. Om den varer flere dage, så er der altid en jordemoder, og hun kan tilkalde hjælp, hvis det bliver nødvendigt, siger Mathilde.

quote

En hjemmefødsel er en lettelse. Vi skal ikke ud at køre til sygehuset og derfra igen. Men jeg kan bare blive i sengen, hvis det er det, jeg vil.

Mathilde Ziefeldt, sosu-assistent, Tønder

Den fjerde og sidste gang

Hver gang en gravid kvinde ønsker en hjemmefødsel, bliver det vurderet af en jordemoder, om det er det er det rigtige valg. Og det gør Mathilde tryg, at hun ved, at en jordemoder har vurderet, at en hjemmefødsel er en god beslutning.

Et ønske om en hjemmefødsel har Mathildes jordemoder sagt god for igen. For den 13. maj venter hun sig sit fjerde barn, der skal fødes hjemme.

- Det er den helt rigtige beslutning, for der er så mange fordele ved at føde hjemme. Alt fokus er på én selv, jordemoderen bliver hos én hele tiden, og manden får lov til at være en større del af det, understreger Mathilde.

Denne gang vil hendes mand tage imod deres barn, som også bliver det sidste.

- Jeg glæder mig, og det er en lettelse, at vi ikke skal ud at køre til sygehuset og derfra igen. Men jeg kan bare blive i sengen, hvis det er det, jeg vil, fortæller Mathilde, der slipper for at vælge at bestemt sygehus, men i stedet vælger sit hjem til.