Militæret vil have mere plads på Rømø

Danske kampfly vil have et større testområde og vil have udvide det militære øvelsesterræn på og ud for Rømø.

Danmarks militære indsats i udlandet har skabt et stigende behov for mere militært øvelsesterræn herhjemme.

Det danske flyvevåben er godt i gang med at søge godkendelser til at udvide det militære øvelsesterræn på og ud for Rømø.
 
Behovet for mere plads kommer efter Danmarks øgede militære indsats i udlandet i blandt andet Libyen og Afghanistan. Det skriver JydskeVestkysten idag.

På og omkring Rømø er forholdene ifølge flyvevåbnet helt perfekte, og på sigt har området potentiale til internationale øvelser af større format.
Flyvevåbnet håber blandt andet at få permanent tilladelse til øvelser i mørke cirka 40 døgn om året.
Samtidig er øvelsesområdet i luftrummet ved Rømø blevet fire gange større og kan nu kædes sammen det store øvelsesområde i Nordsøen.

- Det handler om at skabe et bedre træningsværktøj for piloterne. Det er dyre ting, vi skyder med, og vi skal ramme rigtigt første gang, når det gælder i Libyen og andre steder, siger major og pilot Claus Rasmussen fra Flyvestation Skrydstrup.

På øvelsesterrænet ved Oksbøl er der i forvejen trængsel om pladserne, der blandt andet skal deles med hærens artilleri.

- Der er ikke plads i det omfang, vi har behov for, og scenarierne, som hæren træner, er ikke altid forenelige med de scenarier, som flyvevåbnet træner, siger Claus Rasmussen.

Danmarks Miljøundersøgelser har udarbejdet en vurdering af virkningen på miljøet, der giver grønt lys til ændringerne. Dog på den betingelse at de ikke finder sted i særlige følsomme uger på året, hvor sælerne yngler, og der er særlige trækfugle i området.

- Det er ikke, fordi vi ønsker at flyve meget mere på Rømø, men vi ønsker at flytte en del af vores træning til flyvning efter mørkets frembrud, siger Claus Rasmussen.

Rømø er landets vigtigste øvelsesområde for piloter, når de skal øve sig mod mål på landjorden. Skydeterrænet dækker et område på nordspidsen af Rømø på 2200 hektar.