Mistanke om bedrageri og embedsmisbrug

Tønder Kommune undersøger nu sager om påstået bedrageri og en kommunalt ansats mulige embedsmisbrug.

Den tidligere politimand, borgmester Laurids Rudebeck (V), er i gang med at kulegravet forvaltningen i sin egen kommune.
 
Han ville ikke finde sig i, at kommunalbestyrelsesmedlem Kinna Martinez-Dreesen fra Dansk Folkeparti på et kommunalbestyrelsesmøde i sidste uge uden nogen form for dokumentation beskyldte kommunen for systematisk brug af vennetjenester.

Kinna Martinez-Dreesen har ikke siden været i stand til at dokumentere sin påstand.

Laurids Rudebeck har taget initiativ til møder med en række håndværkerforeninger i kommunen, og de har ikke kendskab til vennetjenester. Det vil sige, at forvaltningen foretrækker at handle med udvalgte virksomheder, der giver ydelser under bordet tilbage.

- Det er ikke hold i Dansk Folkepartis påstande om udbredt og systematisk brug af vennetjenester i Tønder Kommune, fastslår borgmesteren.

Andre sager

Imidlertid er borgmesteren stødt på et par andre sager, der virker mistænkelige.

Den ene handler om rygter om et bedragerisk forhold.

- Jeg kan ikke være mere konkret, da det foreløbig kun drejer sig om rygter, men vi tager mistanken alvorligt og er nu i gang med at undersøge den, siger Laurids Rudebeck.

I en anden sag er en kommunalt ansat mistænkt for at have en dobbeltrolle i forbindelse med private interesser.

- I den sag har jeg bedt forvaltningen om en redegørelse hurtigst muligt, oplyser Laurids Rudebeck.