Mor frustreret over efterskole-lukning

Lone Andersen fra Toftlund er meget påvirket af sønnen Martins kuldsejlede efterskoleophold i Rinkenæs.

- Rinkenæs var en efterskole, vi havde stor tillid til. Det gør mig ked af det og sur, at vi ikke har vidst noget som helst om lukningen, siger hun til TV SYD.

Sønnen Martin skulle efter sommerferien være begyndt i 8. klasse på Rinkenæs Efterskole, der lukker på grund af manglende elev-tilslutning.

- Det hele var bare fuldstændig på plads, og så får man sådan en besked, fortsætter hun.

Martin og hans mor skal tirsdag ud at se på en anden efterskole for at se, om han måske skal gå der.