Opdateret: 59-årig kvinde er fundet i god behold

En kvinde gik lørdag eftermiddag hen for at smide en affaldssæk i en container på Rømø. Hun kom ikke tilbage.

Opdateret klokken 22.03 lørdag: Efter flere henvendelser har politiet fundet kvinden i god behold, oplyser politiet på Twitter. Den tyske turist havde fået et lift til Tinglev, og nu er familien på vej hen til hende, så de kan blive genforenet. 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser den 59-årige Sabine Hensil, der kommer fra Tyskland.

Hun var sammen med sin familie på dagsbesøg på Rømø, hvor hun sidst er set ved Lakolk Butikscenter.

Her sad hun sammen med sine børn og sin mand og spiste, da hun gik hen for at aflevere en affaldssæk i en container – men hun kom ikke tilbage.

Det skete omkring klokken 17 lørdag, og først tre timer efter klokken 19.57 fik politiet meldingen om, at hun var væk. 

- Om hun har fået et ildebefindende, eller hvad der er sket. Det er ikke til at sige, siger Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd og Sønderjyllands Politi.

Politi er til stede 

Kvinden taler tysk, og hun beskrives som kraftig af bygning med mellemlangt, mørkblond hår. Hun havde en blå- og hvidstribet sommerkjole på.

Vagtchefen fortæller, at kjolen skulle være til at genkende, hvis man ser den.

Syd- og Sønderjyllands Politi er lige nu på Rømø, hvor det er ved at indsætte en drone. 

Hvis folk har set noget eller ved noget i sagen, opfordrer politiet til, at man ringer 1-1-4.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.