Politiet efterlyser hundeejer

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag fået en hund aflivet. Den skambed tirsdag en shetlandspony og en schæferhund. Hundens ejer efterlyses.

Hunden, der er en Rottweiler-blanding, angreb tirsdag aften shetlandsponyen, der stod i en boks i en lade på en ejendom ved Toftlund i Sønderjylland.

Ponyen fik et stort sår i struben og fik næsten bidt venstre forben af. En schæferhund, der også befandt sig på ejendommen, blev også bidt, men ikke så voldsomt som ponyen, der måtte aflives af en dyrlæge.

Først da Rottweiler-blandingen blev slået flere gange med en stang, lykkedes det at få hunden til at slippe ponyen.

Aggressiv og utilregnelig

En dyrlæge har efterfølgende vurderet, at hunden var aggressiv og utilregnelig. Derfor blev den beordret aflivet i medfør af hundelovens paragraf 6 stk. 5.

Syd- og Sønderjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde hundens ejer.
 
Hunden beskrives som en sort rottweilerblanding med lidt brunt om munden, tæve, med tydeligt Rottweiler-præg, men betydeligt mindre af størrelse, end normalt for en Rottweiler. Den var i normal foderstand og bar et læderhalsbånd, men er hverken chippet eller øre-tatoveret.

Hvis nogen kender til hunden, bedes man ringe til Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.