Psykiske lidelser skal behandles lokalt

Sindslidende i Syd- og Sønderjylland får i fremtiden bedre mulighed for akut og ambulant behandling nær deres bopæl. Tirsdag indviede Region Syddanmark Sønderjyllands første lokalpsykiatri i Tønder:

Distrikts-psykiatri, psykose-funktioner, psykiatrisk informationscenter og ikke mindst en ny akut-funktion er nu samlet i en lokal enhed, der kaldes lokalpsykiatri.

Region Syddanmark åbner lignende lokal-centre i de øvrige større byer i Sydjylland og på Fyn frem til 2015.

Det nye tilbud henvender sig alene til voksne.

Børn og unge skal fortsat behandles på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger på sygehusene.

De fleste af regionens voksne borgere med psykisk sygdom vil blive behandlet ambulant i lokalpsykiatrierne eller hjemme hos sig selv.
 
Målet er, at patienterne hurtigere kan vende tilbage til en normal hverdag, så deres sygdom ikke bliver kronisk.