Ribe-Esbjerg vinder af afbrudt kamp

Ribe-Esbjerg erklæres som vinder af kamp, der blev afbrudt efter, at spiller faldt om og døde af blodprop.

Efter indstilling fra begge deltagende klubber har Dansk Håndbold Forbunds Turneringsudvalg mandag vedtaget at lade Ribe-Esbjerg HH stå som vinder af sidste søndags udekamp mod Team Sydhavsøerne i mændenes 1. division med cifrene 21-16.

Netop 21-16 i Ribe-Esbjergs favør var stillingen, da jydernes fløjspiller, Lars Olsen, i kampens 47. minut faldt om ved udskiftningsbænken og senere trods genoplivningsforsøg blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset i Nykøbing Falster.

To dage efter den afbrudte kamp ? tirsdag den 27. september ? modtog DHF en anmodning fra Ribe-Esbjerg HH om at fastholde stillingen som kampens endelige resultat. En opfordring, kampens modstander, Team Sydhavsøerne, har bakket entydigt op om med den begrundelse, at det ikke ville være i overensstemmelse med sportslige formål at spille hverken den resterende tid eller hele kampen om.

Dansk Håndbold Forbund har naturligvis valgt at følge de implicerede klubbers anmodning.