Rømø-eventyr er gået i fisk

Det skulle være det helt store erhvervseventyr på Rømø, men nu er det gået i fisk. Greece A/C - tidligere KLS Energy A/S er gået konkurs.

KLS Energy A/S havde store planer på Rømø. Virksomheden ville skabe tusindvis af arbejdspladser i off-shore sektoren ved at tilbyde konsulentbistand, arbejdskraft og anden service til off-shore virksomheder.

Men investorer og samarbejdspartnere har fået en brat opvågning.

D. 22. marts gik virksomheden konkurs.

En af de samarbejdspartere der nu har fået en lang næse er Tønder Kommune, der sidste år i september indgik en aftale med KLS Energy A/S om at selskabet kunne leje dele af Rømø Havn. Direktøren i KLS Energy A/S Karsten Lynge Skovsted lovede at virksomheden ville levere 2000 arbejdspladser i området over tre år.

Borgmester i Tønder Kommune, Laurids Rudebeck sidder i bestyrelsen for Rømø Havn, men har ingen kommentarer til konkursen.

Formand i Rømø Havns bestyrelse Thomas Ørting Jørgensen fortæller at Rømø Havn nu er i dialog med konkursboets kuratorer, men han har ikke yderligere kommentarer til konkursen på nuværende tidspunkt.

TV SYD har forsøgt at kontakte direktør i Greece A/S - tidligere KLS Energy A/S, Karsten Lynge Skovsted men uden held.

Advokat Christian Anker Hansen er udpeget som den ene af to kuratorer, og kan bekræfte, at han netop nu undersøger sagen sammen med den anden kurator, advokat Flemming Voldby.

- Vi er ved at danne os et overblik over, hvad der er gået forud for konkursen, fortæller Christian Anker Hansen til TV SYD.

Om årsagen til virksomhedens konkurs siger Christian Anker Hansen: - Vi kan se, at der er et igangværende arbejde, som der aldrig er blevet indbetalt for.

- Det må være en meget stor kunde og et stort beløb der er tale om?

- Ja, det er det også, bekræfter Christian Anker Hansen overfor TV SYD. Han fortæller også at de to kuratorer nu er i gang med at vurdere, hvad der videre skal ske.

- Vi undersøger mulighederne for at kunne videreføre nogle af selskabets aktiviteter i et andet regi, siger Christian Anker Hansen til TV SYD.

Ifølge TV SYDs oplysninger er Greece A/S gået ned med et underskud på 175 millioner kroner.