Så skal julen løbes ind

Søndag finder årets julemandsløb sted i Tønder, og der er endnu mere end en måned til julemanden kommer frem. Men sådan har de gjort i 27 år, og det er godt.

I 27 år har de lavet juleby i Tønder, og i alle årene er de startet lang tid, før selv de mest juletossede er begyndt at få julelys i øjnene. I år var det sidste weekend, hvor hytter, julepynt og røde næser blev sat frem, altså i begyndelsen af november.

- Det har vi altid gjort. Det passer godt til den mørke årstid, og hvor skal man gå ellers hen, når det er mørkt allerede klokken 16.00, siger midtbykoordinator Erik Petersen.

Søndag den 17.11 er der julemandsløb. Man kan tilmelde sig helt til starten klokken 14.00 på Skibbroen, og der er forskellige ruter, så både rutinerede løbere og hele den pukkelryggede julefamilie kan være med. Man betaler for turen og får til gengæld udleveret et julemandskostume. Man kan også melde sig til her: www.sportstiming.dk.

Der vil også være juletog og en flyvende julemand og så selvfølgelig de velkendte julehytter, og forretningerne er åbne.

- Folk trænger til lys og oplevelser i den mørke tid, og de bliver glade, når de ser lysene, siger Erik Petersen.

Få et overblik over Tønder Juleby (Det er der, julen begynder) her: www.tonderhandel.dk.