Sæd vil være en by igen

Sæd mistede for otte år siden sin status som by, da landsbyen kom under 200 indbyggere. Det vil et nyt lokalråd lave om på.

Lokalrådet har først og fremmest sendt et stærkt signal til børnefamilier om, at de er velkomne i byen med en ny legeplads til byens børn.

- Der er ingen, der kommer og gør noget for os, så vi må tage sagen i egen hånd, hvis vi vil gøre noget ved udviklingen, siger formanden for det nye lokalråd Hanne Frisk.

Den lille landsby, der ligger kun en kilometer nord for den dansk-tyske grænse og to kilometer syd for Tønder har flere huse, der står tomme. Det er som i mange andre små byer svært at få solgt, men det skal der laves om på.

Byen byder ikke bare børnefamilier velkommen. Det nye lokalråd har også laver blomsterkasser ved indkørslerne til byen, så turister og andre besøgende føler sig velkommen, og der er gang i byggeriet af et nyt fælleshus, som indbyggerne kan leje.

Tag med til Sæd
Programmet Naboer besøger Sæd og får en snak med indbyggerne om deres by og kamp. Se med direkte kl. 14 eller genudsendelserne kl. 19.55 og 22.35 på TV SYD+