Se video: Friskoler er kun for "normale" børn

Hvis forældre til børn med særlige behov ønsker at sende deres børn på friskole, så risikerer de en afvisning. Der følger nemlig ikke automatisk midler til specialundervisning med i tilskuddene til friskoler.

Har du et barn, der er autist, ADHD?er, ordblind, adfærdsvanskeligt eller andet, så er det ikke sikkert, du kan få dit barn optaget på en friskole. Som reglerne er i dag er det nemlig valgfrit for kommunerne, om de vil give barnet det tilskud med, som skal dække udgifterne til specialundervisning.

Men det er ikke i orden. Det mener venstres medlem af Børne- og Undervisningsudvalget, Anni Matthiesen.

- Det er helt urimeligt, at forældre til børn med særlige behov ikke har samme frihed til at vælge skoler som andre forældre. Jeg har snakket med flere friskoler, som må sige nej til at optage børn med særlige behov, udelukkende fordi de ikke har råd til at have eleverne på skolen, siger Anni Matthiesen (V) til TV SYD.

Ifølge politikeren er det særligt et problem i landdistrikterne, hvor den lokale friskole måske er den eneste mulighed, hvis man vil have sit barn i en skole tæt på hjemmet.

- Venstre ser gerne, at pengene til specialundervisning altid følger eleven, så økonomien ikke spænder ben for, om en friskole kan optage børn med særlige behov. Det er ikke rimeligt, at det nuværende system reelt fjerner det frie skolevalg for børn, som har brug for ekstra støtte, siger Anni Matthiesen (V).

Se med i vores udsendelse klokken 19.30, hvor vi besøger Helle Nissen og sønnen Emil, der har en mild form for autisme og ADHD. han ville ikke kunne få plads på den lokale friskole, hvis han skulle optages i dag.

I videoen her kan du høre friskoleleder Annette Sommer fortælle om det at have børn med særlige behov på skolen (varighed 1 minut og 16 sekunder)