Sigtet for vold men løsladt

Vestre Landsret løslader en kvinde fra Tønder. Hun er sigtet for vold mod sine børn.

Tirsdag valgte en dommer i Retten i Sønderborg at løslade kvinden. Anklageren kærede imidlertid straks løsladelsen til Vestre Landsret, der onsdag stadfæstede afgørelsen. Landsretten mener, at kvinden på fri fod ikke kan påvirke efterforskningen af sagen.

Sporene skræmmer

Kvinden er sigtet for gennem 11 år at have udøvet vold mod sin nu 17-årige søn samt for vold mod sin datter, der i dag er syv år. Trods løsladelsen er hun fortsat mistænkt i sagen, og børnene er midlertidigt anbragt uden for hjemmet.

Sagen kom for dagen, da Tønder Kommune reagerede på underretninger om familien, der for nylig er flyttet til kommunen.

Børne- og Ungechefen i Tønder Kommune har tidligere forklaret, at den såkaldte Tønder-sag, hvor en far udlejede sin datter til andre mænd, er årsag til, at kommunen  reagerer hurtigt i sager om vold mod børn.

Retsmøderne i sagen er holdt for lukkede døre. Derfor er det uvist, hvordan kvinden stiller sig til sigtelserne.