Stifter Frivilligcenter i Tønder

Et center for frivilligt arbejde bliver en realitet i Tønder efter at Socialministeriet har besluttet at støtte med 940.000. Der holdes stiftende generalforsamling den 8. marts.

Støtten bliver fordelt over to år - 510.000 kr. i år og 430.000 kr. i 2012.

Stormøde

Frivillighedsrådet og Tønder Kommune modtog i sommer 40.000 kr. af Socialministeriet til projektering af et center for frivilligt socialt arbejde.

De penge blev bl.a. brugt til et stormøde på Refugiet i Løgumkloster, hvor kommunens foreninger var repræsenteret.  Mødet resulterede i en ansøgning til Socialministeriet.

Den 7. februar deltog 75 repræsentater fra frivillige, sociale foreninger i et informationsmøde i Klosterhallerne. Gerda Eskesen fra Vejen forklarede om frivilligcentret her, som har udviklet og fremmet social indsats.

700.000 kr. om året

Støtten fra ministeriet forudsætter, at kommunen også bidrager. Og det betyder, at frivilligcenteret årligt har 700.000 kr. at arbejde med.

Den stiftende generalforsamling holdes i Tønder Medborgerhus. Her skal der bl.a. vælges en bestyrelse, som får ansvaret for den daglige drift.