Tobaksrygning årsag til dødsbrand

Det var efter alt at dømme tobaksrygning, der førte til en dødsbrand i et rækkehus i Tønder søndag morgen.

- Undersøgelserne har bestyrket mistanken om, at branden er opstået ved en tabt cigaret eller glød fra rygning, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet tilføjer, at ligsyn i dag af de to dræbte unge mænd ikke har givet nye oplysninger. De er formentlig døde af røgforgiftning.

Branden opstod i et mindre rækkehus på Syrenvænget i Tønder.

Ifølge Tønder Brandvæsen stod der ild ud af et vindue på forsiden af huset, da brandvæsenet ankom til stedet tidligt søndag morgen.

Der blev sendt røgdykkere ind i huset, hvor de fandt to unge mænd liggende livløse i stuen. Hele huset var fyldt med kraftig røg.