Tom for idéer? Her er syv bud på, hvad du kan lave i påsken

Har du ferie, men mangler inspiration, så læs med her. TV SYD giver bud på påskeaktiviteter for hele familien.

Det kan være, du vil på en skattejagt. Det kan være, du vil lære noget nyt. Eller det kan være, du vil mærke suset i maven. 

Uanset hvad du og din familie har lyst til, er der rig mulighed for at finde sjove og spændende påskeaktiviteter i påskedagene.

TV SYD har samlet syv bud på aktiviteter, som I som børnefamilie kan lave sammen.

  • 1. Æggejagt på Trapholt

Påskeharen har været forbi Trapholt i Kolding.

I påskedagene kan familier få en hyggelig oplevelse med en æggejagt på Trapholts gange, der oser af kunst og design.

Børnene skal finde de kunstværker, der matcher de påskeæg, som påskeharen har lavet. Når opgaven er fuldført og svararket udfyldt og afleveret, deltager man i konkurrencen om en gave og et årskort til Trapholt.

Der er fri entré for unge under 18 år, og det er gratis at være med i æggejagten. Du kan være med i jagten alle dage fra 13. april til og med 22. april 2018. Mandag d. 15. april er museet lukket

  • 2. Dybbøldag på Historiecenter Dybbøl Banke

Få en spændende og lærerig oplevelse om krigen i 1864, når Historiecenter Dybbøl Banke i påsken holder åbent.

Du kan se soldater, prøve uniformer, støbe en kugle og blive suget ind i historien. Bag en pandekage, og smid dig i halmen, ligesom soldaterne gjorde det i 1864.

Dybbøldag 18. april falder Skærtorsdag. Her vil være ekstra aktiviteter med blandt andet affyring af den store kanon.

  • 3. Påske i landsbyen på Glud Museum

Påsken er også nået til landsbyen på Glud Museum, hvor man Skærtorsdag og Langfredag fra klokken 11 til 15 kan opleve den gamle påske.

Besøg gården og se hvordan påskedagene løb af stablen i gamle dage. Der vil være masser af aktiviter for familier, og begge dage er der også gratis planteworkshop.

  • 4. Easter Egg Hunt i klodsernes verden

Legoland oser af påskestemning.

Påskeprinsessen har pyntet op i den klodsede park i Billund, men mangler hjælp til at finde de farverige æg, som påskeharen har været rundt med.

Fyld kurven med æg og få byttet det til en gave. Easter Egg Hunt finder sted hver dag fra 13. til 22. april mellem klokken 10 og 16.

  • 5. Påskeferie i Universe

Tag til Nordborg og besøg Universe, der byder på aktiviteter og en masse kreativ leg for store og små i påskedagene.

I oplevelsesparken kan familien hygge sig i timevis med både de sjove attraktioner og et påskeprogram, der byder på ”sjov med æg”.

Parken er åben fra klokken 10 til 17.

  • 6. Have med flere tusinde æg

Hvis du vil se omkring 4.000 påskeæg i samme have, kan du køre til Højer. 

På Nørregade ligger Egon Hagensens have. En have, der traditionen tro trækker publikum til fra nær og fjern i påskedagene på grund af de mange farverige æg.

  • 7. Køb et chokoladepåskeæg...

... sæt dig et sted i solen og spis. Med god samvittighed. Måske kan du endda dele med familien?