Tønder Distriktsskole får pris: 100.000 kroner - så meget er en stærk elevinddragelse værd

Tønder Distrikstsskole modtog fredag årets undervisningsmiljøpris. Blandt mere end 130 indstillinger vandt skolen, fordi de kan noget helt særligt. 

Tønder Distriktsskole fik i dag Undervisningsmiljøprisen, og folketingspolitiker Henrik Dahl (LA) fra folketingets undervisningsudvalg mødte uanmeldt op med blomster og diplom, samt meddelelsen om, at skolen havde vundet Undervisningsmiljøprisen 2019 blandt mere end 130 kvalificerede ansøgere.

Et stærkt fokus på elevinddragelse har blandt andet været udslagsgivende for kåringen. Skolen har med undervisningsmiljøet for øje arbejdet målrettet med relationer imellem forældre, elever og lærere, sådan lyder begrundelsen for, at skolen har fået prisen. 

quote

Vi ved hvad kontorlandskaber kan gøre ved voksne, hvorfor kan vi ikke se, at vi skal trække en parallel til i folkeskolen.

Lone Androsof Sørensen, lærer, Tønder Distriktsskole

Det er tre klasser, en 7.C en 8.C og en 9.D klasse på Tønder Distriktsskoles Overbygning, som er med i projektet. De har ikke haft nogen penge til at lave klasselokalerne om. Alt er lavet af elever, forældre og bekendte. Eleverne fra 8. klasse solgte julekalendere for at samle penge ind til nye møbler til de meget anderledes klasselokaler, hvor der både er bløde tæpper, sofaer og hule at trække sig tilbage i.

7.Cs lærer, Lone Androsof Sørensen, har været en af drivkræfterne bag projektet.

-  Det, at de kan flytte sig kropsligt, betyder meget. Vi ved hvad kontorlandskaber kan gøre ved voksne, hvorfor kan vi ikke se, at vi skal trække en parallel til i folkeskolen, mener Lone Androsof Sørensen.

Nogle elever har solgt lodsedler for at købe anderledes møbler til klasselokalerne, og 9. klasse har arbejdet meget med læringsstile og ro.

- Vi skal turde noget andet i fremtidens skole

- Jeg tror, at skal vi have fat i roden til fremtiden, skal vi også turde noget andet. Og turde være sårbare overfor den pædagogiske praksis, der har været i mange år, mener Lone Androstof Sørensen, der er helt sikker på, at det faglige niveau styrkes ved at rummene er så ændrede. Ved at finde ud af, at et sted samtaler man, herover tænker man, og har man bruge for at trække os tilbage, så er det ind i hulen.

Alle lokaler er indrettet efter brainstorm med eleverne – det er deres drømme og deres forslag til, hvad der kunne forbedre deres læring og bringe dem tættere på hinanden, som nu er ført ud i livet.

Med prisen fulgte også en check på 100.000 kroner. Penge, der helt sikkert også skal bruges til at lave anderledes undervisningsmiljøer på Tønder Distriktsskole.