Tønder Festival gav rekordoverskud

Regnskabet er gjort op for Tønder Festival 2017 og viser med et overskud på 2,6 millioner kroner det bedste resultat i Tønder Festival Forenings historie.

Billetsalget i 2017 var fem procent højere end året før, og de mange gæster betød øget omsætning på festivalpladsen. 

Overskuddet blev på 2,6 millioner kroner, og det betyder også, at Tønder Festival Forening i 2018 kan udlodde et rekordstort beløb på 1,6 millioner kroner til almennyttige formål, som kommer kultur- og musiklivet i Tønder Kommune til gode.

Det gode økonomiske resultat afspejler den kunstneriske og publikumsmæssige succes, Tønder Festival har haft de senere år. I 2012 påbegyndte festivalen en forandringsproces, hvor festivalpladsen blev udviklet, organisationen professionaliseret og musikprofilen skærpet.

Festivalen har oplevet en publikumsstigning på 25 procent fra 2013 til 2017.

- Lige nu arbejder vi hårdt på festivalen i august 2018. Vi glæder os til at præsentere publikum for blandt andet et nyt kunstnerisk tema og arbejder på første fase i en nyudviklet campingplads, hvor kvalitet, oplevelser og klimasikring er i fokus, siger Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør for Tønder Festival, i en pressemeddelelse om festivalens 2017-regnskab.

I 2017 uddelte Tønder Festival Forenings bestyrelse penge til Tønder Session Scene, Tønder Gymnasium, Tønder Kulturskole, Skolekoncerten under Tønder Festival samt en række gymnasiekoncerter. Også i 2018 vil der blive uddelt penge fra festivalens overskud.