Trafikkaos: Skal du til Rømø - så husk tålmodigheden

Det er hverken til at komme frem eller tilbage. Bilerne holder lørdag formiddag i mindst 15 kilometer kø ved Rømø.

Synderen til det store trafikkaos er formentlig Rømø Motor Festival. Festivalen er blevet så stort et tilløbsstykke, at det hverken er til at komme frem eller tilbage fra øen.

Sidste år besøgte 8.000-10.000 tilskuere festivalen med de gamle biler, men i år er der mange flere. Hvor mange har arrangørerne endnu ikke tal på, men ét er sikkert; bilerne til og fra øen snegler sig frem med maks. 5 km/t, og køen er, ifølge TV SYDs udsendte fotograf, mindst 15 km lang. 

Politiet udsætter opgave på Rømø
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi mærker de også dagens helt ekstraordinære trafik ved Rømø:

- Folk ringer ind og spørger, hvor længe de skal sidde i kø. Vi kan ikke sige andet, end at det tager lang tid, og folk må væbne sig med tålmodighed, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen. 

Han fortæller, at politiet selv har en opgave på Rømø, der var planlagt til i dag. Den haster ikke og er derfor udsat til i eftermiddag, hvor Rømø Motor Festival er slut.