Ulige børn leger bedst

Den ene er enlig dansk pensionist. Den anden er en ung familiefar fra Afghanistan. Men hvad gør det, når de begge hjælper hinanden i en svær tid?

Jan Lægdsmand og Saleh Afzali er blevet rigtig gode venner. Og det selvom de er det komplet modsatte af ’lige børn leget bedst’. Her er det mere ’ulige børn leger bedst’.

quote

Vi tænker, at vi er danskere, når vi er ved Jan.

Saleh Afzali

Saleh er afghansk asylansøger og er flygtning for anden gang i sit liv. Han bor nu på et værelse på asylcentret i Hviding. Jan er absolut fastboende med hus nær Havneby på Rømø. Den afghanske Saleh er ung familiefar på 30 år med hustru og tre børn. Jan er 70 år, bor alene og har ingen børn. Saleh er muslim og taler pashtun og persisk. Jan er kristen ateist og kan begå sig på dansk, engelsk og tysk. Saleh er - på nær nogle skader efter en bombe-eksplosion i Afghanistan - rask og rørig. Jan er i gang med sin 4. omgang med kræft.

De to mænd mødte hinanden for et år siden, da Saleh boede på en campingplads på Rømø. Og fra første øjeblik kunne de lide hinanden. Og siden da har de, på trods af de mange forskelligheder, været gode venner.

- Jeg er blevet meget mere tilfreds med mange ting i tilværelsen, efter vi har lært hinanden at kende, siger Jan Lægdsmand til TV SYD.

- Vi glemmer asylcenteret. Vi tænker ikke på, at vi bor på et asylcenter. For vi lærer det danske sprog og den danske kultur, siger Saleh Afzali til TV SYD.

quote

Jeg er blevet meget mere tilfreds med mange ting i tilværelsen

Jan Lægdsmand

Hver weekend kommer Saleh, hans kone og tre børn på besøg hos Jan. Salehs kone laver mad, børnene ser dansk fjernsyn og de to mænd udveksler anekdoter fra deres tidligere liv. Men det er ikke kun Saleh og Jan, der har glæde af hinanden. Salehs børn er også glade for Jan, som de er begyndt at kalde for bedstefar.

- Hvis børnene ikke kommer ud og besøger bedstefar, så larmer de derhjemme. Og så siger de ”Far, vi vil ud til bedstefar. Hvorfor skal vi ikke ud til bedstefar i den her weekend?”, fortæller Saleh til TV SYD.

Se hele indslaget om de to venner herunder.

Usædvanligt vendskab på Rømø