Ulv har slået 11 af hendes får ihjel

Fåreavler Åse Svendsen fra Skærbæk ved Tønder har fået udbetalt erstatning for 11 får, som en ulv har dræbt.

Men Åse Svendsen mener, at ulven har endnu flere af hendes får. Dem har hun imidlertid ikke fået erstatning for.

- Der er jo mange, som man ikke endeligt kan dokumentere er taget af ulven. Nogle dyr forsvinder bare. Andre finder vi i så forrådnet tilstand, at man ikke kan konstatere ulvens dna mere, siger Åse Svendsen til Søndagsavisen.

Der er nu konstateret 19 ulve i Danmark.

- Bestanden er steget forholdsvist hurtigt, forklarer Svend Hansen, vildtkonsulent for Naturstyrelsen i Sønderjylland.

Naturstyrelsen bygger nu ulve-hegn rundt om Åse Svendsens ejendom.