Unge i kø for at blive brandmand

Unge i Tønder er parate til at gribe sprøjten. Den lokale ungdomsskole udbød et brandmandskursus og regnede med ti deltagere. 70 har meldt sig.

Det er ikke kun drenge, der vil være brandmand. 44 piger har meldt sig, så drengene er i mindretal på de to hold, som Tønder Ungdomsskole har oprettet.

Tønder Brandvæsen står bag kurset, og brandmændene fører eleverne gennem ti lektioner om brand og redning. Undervejs skal eleverne deltage i praktiske øvelser.

De fleste brandværn i Sønderjylland består af frivillige brandmænd, og de har efterhånden fået problemer med at rekruttere nye frivillige.

Formand for Beredskabskommissionen i Tønder Kommune, borgmester Laurids Rudebeck (V), håber, at ungdomsskolens nye uddannelse kan bidrage til, at Tønder Brandvæsen kan få flere rekrutter.

Sikkerhed og tryghed

- Vores brandmænd og beredskab er med til at skabe sikkerhed og tryghed i hverdagen for os alle, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi også i fremtiden kan rekruttere folk til beredskabet. Derfor er det et rigtig godt initiativ, brandvæsenet og ungdomsskolen har taget, for jeg er sikker på, at det kan skabe motivation og interesse blandt de unge for beredskabsarbejdet, siger borgmesteren.

Laurids Rudebeck møder op til kursusstart onsdag aften for at byde de unge velkommen til kurset.