To unge røvere meldte sig selv

To mænd på 17 og 20 år fra Tønder-området ringede mandag aften selv til politiet for at fortælle, at det var dem, der i lørdags begik røveri mod McDonalds i Tønder.

De valgte at melde sig selv, fordi Syd- og Sønderjyllands Politi i går kunne fortælle, at politiet havde sikret sig meget vellignende billeder af høj kvalitet fra McDonalds overvågningsvideo.

Hvis ikke de to mænd meldte sig selv, ville billederne blive offentliggjort.

Der gik altså ikke mange timer, før de to valgte at følge rådet, oplyser politiets pressetjeneste.

De bliver nu afhørt, og politiet beslutter senere, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.