Vejene belagt med "brun sæbe"

Selv om der bliver arbejdet på højtryk med at fjerne nattens sne kan vejene være ekstremt glatte, lyder meldingen fra kommunerne. 

Dagen igennem er der arbejdet på højtryk for at rydde de veje, gader, stræder, fortove og stier m.m., der, rundt om i Tønder Kommune, igen er blevet dækket af et lag sne, og specielt bilisterne skal være opmærksomme på, at det mange steder kan føles som at køre rundt i brun sæbe eller på en skøjtebane.

Sæt farten ned

Meldingen kunne komme fra en hvilken som helst kommune i TV SYDs område, men kommer fra Anders Hørkjær Pedersen, ingeniør ved Team Vej og Trafik hos Teknisk Forvaltning i Tønder Kommune.
- Der kan være ekstremt glat derude. Derfor er der grund til at sætte farten ned og i det hele taget køre særdeles forsigtigt, understreger han.

Svært at bremse

- Vi får meldinger om biler, der drøner af sted med 70 kilometer i timen, hvilket, efter min mening, er helt uforsvarligt. Hvis en anden bil, en cyklist eller en fodgænger krydser vejen, vil det være meget svært at bremse ned i tide.

40-50 km/t

Anders Hørkjær Pedersen fastslår videre, at forholdene er de samme uanset om man kører i en almindelig personbil eller i en firehjulstrækker med helt nye vinterdæk, EPS og andet sikkerhedsudstyr.
Han tilføjer, at Rådet for Sikker Trafik opfordrer til, at bilister i disse dage ikke færdes på snedækkede veje med en højere hastighed end 40-50 kilometer i timen.