Verdenspremiere på syd- og sønderjydernes egen sang

Sangskriver Thomas Buttenschøn og komiker Ane Høgsberg har rejst Syd- og Sønderjylland rundt for at skrive en sang til os alle.

Søndag kunne sangskriver Thomas Buttenschøn og stand-up komiker Ane Høgsberg spille deres nye sang om Syd- og Sønderjylland for et publikum for første gang. 

Det skete på en scene på Torvet i Tønder som en del af opvarmningen til Tønder Festival, der begynder på torsdag.

quote

Sangen komprimerer det hele til en bouillonterning af, hvad vi synes, Syd- og Sønderjylland er.

Ane Høgsberg, stand-up-komiker

- Jeg så ikke selv noget, for jeg skulle koncentrere mig om at spille xylofon, men Thomas siger, at folk så glade ud, siger en glad Ane Høgsberg til TV SYD.

Sangen er blevet til som en del af TV SYDs nye weekendserie "Det er vores sang", der har premiere lørdag den 1. september kl. 19.30 på TV SYD.

Ny serie på TV SYD
Serien kommer til at løbe i 17 afsnit, hvor man følger makkerparret Thomas Buttenschøn og Ane Høgsberg på en rejse rundt i Syd- og Sønderjylland. Undervejs samler de indtryk fra landsdelen, og sammen skriver de en sang om og til syd- og sønderjyderne. Ane Høgsberg har skrevet teksten, mens Thomas Buttenschøn har komponeret musikken.

- Det er en sang, som forsøger at opsummere de her mange uger, hvor vi har været rundt i Syd- og Sønderjylland. Den komprimerer det hele til en bouillonterning af, hvad vi synes, Syd- og Sønderjylland er, fortæller Ane Høgsberg.

At komme hjem
Ane Høgsberg er ingen fremmed i området. Hun er selv opvokset i området omkring Tønder og Løgumkloster.

- Det er som at komme hjem - det ER jo hjem, siger hun. Og netop derfor var hun særlig nervøs, da hun stod på scenen i Tønder og præsenterede sin sang for de lokale.

quote

Jeg synes, den var rigtig god. Den forklarede rigtig godt, hvad der er i Sønderjylland - og så var den også lidt ung.

Mie Rasmussen Feddersen, 14 år, Løgumkloster

- Sidste uge stod jeg på scenen i Skanderborg foran 30.000 mennesker. Det var ikke noget problem. Men at komme hjem og kigge udover små 1.000 mennesker, hvor man kender halvdelen af dem. Det er meget voldsomt, fortæller en trods alt meget tilfreds Ane Høgsberg, der håber sangen bliver et hit på de danske radiostationer. 

- Jeg skal personligt nok ringe rundt og ønske den i ALLE radioprogrammer, griner hun.

En af de lokale, der stod foran scenen og hørte den nye sang var 14-årige Mie Rasmussen Feddersen fra Løgumkloster. Hun mener Buttenschøn og Høgsberg slap godt fra den nye sang til syd- og sønderjyderne.

- Jeg synes, den var rigtig god. Den forklarede rigtig godt, hvad der er i Sønderjylland - og så var den også lidt ung. Det fungerede godt med melodien. Der var både lidt gammelt og lidt nyt, siger Mie Rasmussen Feddersen til TV SYD.

Sangen kan vi ikke afsløre i sin helhed her i TV SYD endnu. I videoen ovenfor kan man få en smagsprøve - og så kan man ellers stille ind på TV SYD lørdag den 1. september og følge med i Ane Høgsberg og Thomas Buttenschøns syd- og sønderjyske eventyr.